Om os - Kennel Melkerei

Kort om os

Kennel Melkerei drives af os, Søren og Lene. Vi har været gift i mange år og deler en stor kærlighed til hunde – og ikke mindst til racen eurasier.

Til sammen har vi fire børn, som alle er flyttet hjemmefra. Vi er så privilegerede, at vi også har fire børnebørn, som bor i nærheden af os. De er en stor del af vores liv, og de har naturligvis også stor glæde af hundene og hvalpene – og omvendt.

Til daglig arbejder Lene i det offentlige, hvor hun har en lederstilling. Søren er pensioneret officer fra det danske forsvar og har derfor god tid til hundene, hvalpene og de mange daglige gåture.

Vi bor i det midtjyske i naturskønne omgivelser med en meget stor grund og gode stier lige uden for døren. Hundene er en naturlig del af vores hverdag, og vi bruger meget tid udendørs. Vi kommer jævnligt i hundeskoven, og vores egen store grund giver masser af plads til leg, træning og hvalpe, der kan udforske verden i trygge omgivelser.

Hos os lever hundene som en naturlig del af familien og vores dagligdag.

Vores kennel og avlsarbejde

Kennel Melkerei startede faktisk i Tyskland. Dengang boede vi i et område, der hed 'zur Melkerei', og derfor var det helt naturligt, at vores kennel kom til at bære dette navn.

Drømmen om en eurasier havde vi haft i flere år, før vi i 2001 fik vores første hund. Der gik to års venten, før den rigtige hund kom ind i vores liv – men siden har racen været en fast del af vores familie.

Man skal nemlig passe lidt på med at få en eurasier. For ofte bliver én til flere. En gang eurasier – altid eurasier.

Siden 2001 har vi haft syv eurasier boende, og i dag har vi tre hunde i hjemmet. Vi har avlet eurasier siden 2004.

Eurasieren er oprindeligt avlet til at være en familiehund, og netop derfor vægter vi temperament og sind meget højt i vores avlsarbejde. En eurasier skal have et stabilt, roligt og tillidsfuldt væsen og være tæt knyttet til sin familie.

At vi lægger stor vægt på sindet betyder naturligvis ikke, at vi går på kompromis med sundheden. Tværtimod følger vi racens anbefalinger og sundhedskrav nøje, når vi vælger hunde til avl. For os hænger temperament, sundhed og racetypisk udseende sammen – alle tre dele er vigtige for at bevare racen som den familiehund, den er kendt for.

Gennem årene har vi haft den store glæde at levere hvalpe til omkring 80 familier. Flere familier er vendt tilbage til os for endnu en hund, hvilket vi ser som en stor anerkendelse af vores arbejde.

For at sikre en bred og sund avlsbase har vi også søgt udenlands i vores avlsarbejde. Vi har blandt andet hentet avlstæver i Tyskland, Norge og Frankrig og kørt til Østrig for parring.

Vi deltager desuden i udstillinger i regi af Dansk Kennel Klub (DKK), hvor vores hunde bliver vurderet, og hvor vi mødes med andre eurasier-entusiaster.

For os er eurasieren ikke bare en race – det er en livsstil og en stor glæde, som vi elsker at dele med andre familier.